Vinterbeskyttelse af havens planter
December, januar og februar er vores officielle vintermåneder, men hvornår og hvordan vinteren spænder an, er der ingen fast opskrift på. Her oplyser vi om, hvilke forholdsregler, du skal tage, når du vil sikre dig, at vinteren ikke forvolder skader på dine planter.
Havens bede
Buske, stauder, roser, frugt
Langt de fleste af havens planter kan sagtens tåle vinterens barske vejrlig. En større udfordring er fugtig jord, som kan ødelægge nogle af planternes rodnet.
Det kan du gøre
Undgå at færdes i den våde jord, led vandet væk fra bedet med en drænende rende, sørg for fremadrettet at jordforbedre med sand.
Havens almindelige hortensia, der danner sine blomsterknopper året før, skal du beskytte med granris eller dække planten med en ”vinterjakke” af luftgennemtrængelig materiale, så endeknopperne ikke fryser væk. Staudebedets lidt sartere planter nyder også godt af en beskyttende dyne.
Stedsegrønne planter
Vinterskader på planter, der beholder deres blade/nåle om vinteren, ses som visne plantedele. Blade eller skud udtørres af vinterkulden og når planterne fra foråret bryder med ny tilvækst, ses skaderne.
Det kan du gøre
Forebyg eventuelle skader ved at dække planterne. Er det både frost og blæsevejr, er risikoen for skade størst. Vent med at klippe de visne plantedele af til du kan se hele skadens omfang og vent på, at planten kommer sig igen.
Sneskader på stedsegrønne planter opstår ved hurtige og kraftige snefald. Den tunge sne presser grenene ned og risikoen for, at de brækker af er stor.
Det kan du gøre
Forebyg ved at finde en kost frem og fej den tunge sne.
Græsplænen
Det kan ikke blive så koldt, at græsset går helt ud, men er græsplænen dækket af et tykt lag blade, så vil der måske være bare plamager til foråret. Gå ikke vinteren i møde med en lang græsplæne – sørg for, at klippe den, så snedækket ikke forårsager fare for sneskimmelsvamp.
Det skal du gøre
Sørg for at plænen er fri for blade. Når sneen lægger sig tykt og godt på græsset, bør man færdes så lidt som muligt, for sammenpresset sne er lang tid om at tø og derved risikerer du, at græsset bliver ramt af råd og dør.
Drivhuset
Oliventræet
Nogle af de mest hårdføre middelhavsplanter er oliven, som godt kan tåle frostgrader ned til omkring -10°C. Når skader alligevel ses, skyldes det, at træet er aktivt og har brug for vand, men potteklumpen er fuldstændig tør! Overvintrer du oliventræer i boligens varme, risikerer du, at bladene falder af pga. lysmangel.
Det kan du gøre
Sørg for at holde potteklumpen med vand hele vinteren, pak krukken ind i boblefolie og dæk i meget kolde perioder toppen med luftgennemtrængeligt materiale.
Citrusplanter
Alle citrusplanter er varmekrævende og har ingen rodaktivitet under 10-12°C. De tåler ikke frost og skal allerede ind fra kulden, når nætterne når ned omkring 5°C.
Det kan du gøre
Overvintring så lyst som muligt ved temperatur omkring 10-15°C. Sørg for løbende vanding og fortvivl ikke, hvis planterne mister mange af bladene – der skal nok vokse nye frem.
Læs også om vinterbeskyttelse i køkkenhaven.